They got 5 stars out of 6, so that's great! :)
There's also a review for Laust Sonne (He played before Dúné)
"Brunstige kronhjorte " haha, that's kinda funny! but anyway read it if you want and you can also see the set-list ;)
Now i really can't wait for Vega :)! Are there anyone else, who are going to Vega?
Brunstige kronhjorte gav janteloven fingeren
Sidst Dúné gæstede Odense mødte på plussiden af tre tusind stive studerende op for at fejre sig selv og Dúné til den årligt tilbagevendende "Studiestartsfest." Denne aften var antallet i sagens natur noget amputeret, men mere interessant var kvældens hovednavn, Dúné, ligeledes færre i antal, efter den musikalsk intelligente og køns-udglattende støttevokalist m.m., Cecilie Dyrberg, tidligere på måneden forlod bandet.
Hun havde især imponeret ved at spille "Still Got The Blues" på Becks-flasker, men nu er hun altså væk.
Bandets resterende Y-kromosomer proklamerede hvad man kunne forvente – at hun ville blive savnet, men at bandet ville tromle ufortrødent videre, fortsat bade rundt i sit hav af succes. Og som sådan var der i et stemningsmættet Posten god forbindelse mellem ord og handling. Dúné var overbevisende.
Liderlige Kronhjorte
Den hyperenergiske fontæne, som Mattias Kolstrup er og bliver, går lige i stemmebåndene på de mange teenagepiger, der understreger, at der stadig er plads til forgudelse i dette lille jantelovsbefængte land. Og dét selvom scenens aktiver blot er nogle gymnasiestuderende fra Skive. Eller var. For nu er de som bekendt rykket til Berlin, og er blevet sindige. Bandets uskyld og signatur er forsvundet, drengene har indskrevet sig som et band, der skal tages alvorligt.
Alligevel er det teenagerens indre Houdini, udbryderen, der kendetegner bandet; teksternes mange budskaber om at vende sin hjemstavn ryggen, "let go of your life," "move to metropolis," "leaving home and seeking out."
Og det vækker med sikkerhed genkendelighed i mange identitetssøgende teenagere, der nok også kunne finde identifikation i dokumentaren "Stages," der udstillede bandet som skrøbelige på linje med Martin Jørgensens fodboldben.
Mindre skrøbelige fremstår de dog på scenen, hvor der måske går i overkanten meget brunstig kronhjort i den: især guitarist Danny Jungslund synes at have ret travlt med at smide overtøj, kaste med plektre og flashe sine i overmål mange tatoveringer. Det lugter lidt af stjernenykker. Ole Bjørn Sørensen på keyboardet synes ligeledes travlt beskæftiget med at vise sin overkrop, men fra mit ståsted synes pigerne vist godt tilfredse med den disponering; især da han under "Everybody Fights The Lust" går totalt i tomgang og skøjter rundt på scenen i ren eufori er der jubel. Det er nu også et fedt og potent live-nummer.
Ro på
Selvom sætlisten efter min mening har et par mangler, er vi godt omfavnet af fortid og nutid, med en afbalanceret brug af dynamik. Især synes nummeret "Revelation" fra bandets seneste udspil, ep'en: "Leaving Metropolis," velvalgt. Her får Posten og bandet et pusterum, og Mattias får en længere dybfølt session, der dog efterlader en opfattelse af en stemme med visse mangler. Den uundgåelige og underlæggende irritation over at bandet fremstår som seks liderlige mænd, der skal imponere potentielle feltmadrasser er dog til stede: Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor bassist, Piotrek Wasilewski, i "Revelation" absolut skal overtage Ole Bjørn Sørensens plads bag synthesizeren? Det forvirrer.
På den konto savner man lidt Cecilie Dyrberg, hvis kvindelige tilstedeværelse gør bandet mere professionelt i sit udtryk.
Avra Kadavra
I "80 Years" når koncerten sit hidtidige højdepunkt. Dette gøres meget elegant ved at overlade nummerets første omkvæd til publikum, det velkendte "Would you die, oh would you die…" Samtidig undgår bassist Piotrek nogle akkordskift, hvilket skaber superfed suspense, som betyder den totale forløsning, da bandet spiller omkvædet anden gang. Ikke nogen revolutionerende idé, men et godt redskab til at skabe den perfekte build-up.
Mattias er så smækfyldt med energi, at man føler sig overbevist om, at han ville kunne slå Lord Voldemort i en mano-a-mano. Han får publikum til at danse fra side til side og smide armene i vejret, når det passer ham, hvilket giver sådan en fed synergi-effekt, man kun kan tage hatten af for.
"Dry Lips" igangsætter de to ekstranumre. Her entrerer Ole først, badet i diverse farvenuancer, dernæst Malte Aarup-Sørensen (trommer). Ole får fremstammet noget med, at de er enormt glade for at være her, og gerne vil komme igen, og nummeret, der bedst kan betegnes som "en sikker vinder," gør sit arbejde, publikum er vilde, lykkelige, og teenagepigerne, forelskede.
Cecilie Dyrberg er et savn. Hendes fravær har ændret bandets samlede udtryk. Sammen med hende forsvandt uskylden endeligt. Men det er måske også på tide. Bandet forsøger at lægge Skive og teenageårene bag sig. Slut med prædikater som "pre-pubertær:" løverne i Dúné er sluppet løs, så hold på hat og briller – og kæreste, hvis du har sådan én.
Opvarmning: Laust Sonne *****
Den navnkundige Laust Sonne har kastet sig ud i endnu et solo-projekt. Undertegnede havde den fordel at møde op til koncerten uden det mindste kendskab til projektet - andet end det ene nummer, der i øjeblikket luftes på herrens myspace-side: "Spell on You," som i forbifarten synes som et dræbende kedeligt popnummer, man hurtigt går død i. Men live…
Jeg har aldrig set et opvarmningsband med så meget attitude. Kort efter Laust Sonnes to ledsagere har slået første nummer i gang, som må hedde "Love is my Chemical," entrerer han scenen i et skarpt-siddende, blankt-glinsende jakkesæt, udstrålende så meget attitude og overskud, at det fremstår temmelig udansk, ueuropæisk, umenneskeligt.
Laust Sonne er som snydt ud af næsen på Prince, musikken er rendyrket pop a la Justin Timberlake, som øjensynligt også har inspireret ham til sin kælende omgang med mikrofonstativet. Han er så spækket med sex, at de fleste står og får ondt i sexlivet. Hver en bevægelse er som en formeludskrevet guide til hvordan man kommer i bukserne på en kvinde.
Men overraskelserne fortsætter med at dryppe som det våde efterårsvejr. Allerede i andet nummer, som (selvfølgelig) hedder "I Lost My Heart On The Dancefloor," kommer to barmfagre, letpåklædte piger ind på scenen. De har kunstigt hår og radierer al den materialisme og overfladiskhed som Laust Sonne helt bevidst benytter sig af. De danser så frækt, at selv Kåre Joensen synes helt forvirret og fumlende bag henholdsvis bas og synth – sin store professionalisme til trods.
Musikken bringer ikke just noget nyt til branchen. Det hele er hørt før, derfor er der naturligvis også en iboende fare for, at det hele falder.
Heldigvis sker det modsatte, det hele er så kitschet og overskudsagtigt, at folk bliver helt vildt glade, imponerede og truffet af det gennemførte udtryk - mens Laust Sonnes skæve smil gør kvinderne varme i kinderne.
Laust Sonne leverede et komprimeret sæt på seks numre, som fungerede som den ultimative opvarmning, trods den store kontrast mellem den metropollignende, narcissistiske frontmand og de blegfede provins-hippier, som var kommet for at se Dúné.
Han får fire stjerner for indhold og attitude - og en enkelt for overraskelsesmomentet.
Setlist
Hun havde især imponeret ved at spille "Still Got The Blues" på Becks-flasker, men nu er hun altså væk.
Bandets resterende Y-kromosomer proklamerede hvad man kunne forvente – at hun ville blive savnet, men at bandet ville tromle ufortrødent videre, fortsat bade rundt i sit hav af succes. Og som sådan var der i et stemningsmættet Posten god forbindelse mellem ord og handling. Dúné var overbevisende.
Liderlige Kronhjorte
Den hyperenergiske fontæne, som Mattias Kolstrup er og bliver, går lige i stemmebåndene på de mange teenagepiger, der understreger, at der stadig er plads til forgudelse i dette lille jantelovsbefængte land. Og dét selvom scenens aktiver blot er nogle gymnasiestuderende fra Skive. Eller var. For nu er de som bekendt rykket til Berlin, og er blevet sindige. Bandets uskyld og signatur er forsvundet, drengene har indskrevet sig som et band, der skal tages alvorligt.
Alligevel er det teenagerens indre Houdini, udbryderen, der kendetegner bandet; teksternes mange budskaber om at vende sin hjemstavn ryggen, "let go of your life," "move to metropolis," "leaving home and seeking out."
Og det vækker med sikkerhed genkendelighed i mange identitetssøgende teenagere, der nok også kunne finde identifikation i dokumentaren "Stages," der udstillede bandet som skrøbelige på linje med Martin Jørgensens fodboldben.
Mindre skrøbelige fremstår de dog på scenen, hvor der måske går i overkanten meget brunstig kronhjort i den: især guitarist Danny Jungslund synes at have ret travlt med at smide overtøj, kaste med plektre og flashe sine i overmål mange tatoveringer. Det lugter lidt af stjernenykker. Ole Bjørn Sørensen på keyboardet synes ligeledes travlt beskæftiget med at vise sin overkrop, men fra mit ståsted synes pigerne vist godt tilfredse med den disponering; især da han under "Everybody Fights The Lust" går totalt i tomgang og skøjter rundt på scenen i ren eufori er der jubel. Det er nu også et fedt og potent live-nummer.
Ro på
Selvom sætlisten efter min mening har et par mangler, er vi godt omfavnet af fortid og nutid, med en afbalanceret brug af dynamik. Især synes nummeret "Revelation" fra bandets seneste udspil, ep'en: "Leaving Metropolis," velvalgt. Her får Posten og bandet et pusterum, og Mattias får en længere dybfølt session, der dog efterlader en opfattelse af en stemme med visse mangler. Den uundgåelige og underlæggende irritation over at bandet fremstår som seks liderlige mænd, der skal imponere potentielle feltmadrasser er dog til stede: Er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor bassist, Piotrek Wasilewski, i "Revelation" absolut skal overtage Ole Bjørn Sørensens plads bag synthesizeren? Det forvirrer.
På den konto savner man lidt Cecilie Dyrberg, hvis kvindelige tilstedeværelse gør bandet mere professionelt i sit udtryk.
Avra Kadavra
I "80 Years" når koncerten sit hidtidige højdepunkt. Dette gøres meget elegant ved at overlade nummerets første omkvæd til publikum, det velkendte "Would you die, oh would you die…" Samtidig undgår bassist Piotrek nogle akkordskift, hvilket skaber superfed suspense, som betyder den totale forløsning, da bandet spiller omkvædet anden gang. Ikke nogen revolutionerende idé, men et godt redskab til at skabe den perfekte build-up.
Mattias er så smækfyldt med energi, at man føler sig overbevist om, at han ville kunne slå Lord Voldemort i en mano-a-mano. Han får publikum til at danse fra side til side og smide armene i vejret, når det passer ham, hvilket giver sådan en fed synergi-effekt, man kun kan tage hatten af for.
"Dry Lips" igangsætter de to ekstranumre. Her entrerer Ole først, badet i diverse farvenuancer, dernæst Malte Aarup-Sørensen (trommer). Ole får fremstammet noget med, at de er enormt glade for at være her, og gerne vil komme igen, og nummeret, der bedst kan betegnes som "en sikker vinder," gør sit arbejde, publikum er vilde, lykkelige, og teenagepigerne, forelskede.
Cecilie Dyrberg er et savn. Hendes fravær har ændret bandets samlede udtryk. Sammen med hende forsvandt uskylden endeligt. Men det er måske også på tide. Bandet forsøger at lægge Skive og teenageårene bag sig. Slut med prædikater som "pre-pubertær:" løverne i Dúné er sluppet løs, så hold på hat og briller – og kæreste, hvis du har sådan én.
Opvarmning: Laust Sonne *****
Den navnkundige Laust Sonne har kastet sig ud i endnu et solo-projekt. Undertegnede havde den fordel at møde op til koncerten uden det mindste kendskab til projektet - andet end det ene nummer, der i øjeblikket luftes på herrens myspace-side: "Spell on You," som i forbifarten synes som et dræbende kedeligt popnummer, man hurtigt går død i. Men live…
Jeg har aldrig set et opvarmningsband med så meget attitude. Kort efter Laust Sonnes to ledsagere har slået første nummer i gang, som må hedde "Love is my Chemical," entrerer han scenen i et skarpt-siddende, blankt-glinsende jakkesæt, udstrålende så meget attitude og overskud, at det fremstår temmelig udansk, ueuropæisk, umenneskeligt.
Laust Sonne er som snydt ud af næsen på Prince, musikken er rendyrket pop a la Justin Timberlake, som øjensynligt også har inspireret ham til sin kælende omgang med mikrofonstativet. Han er så spækket med sex, at de fleste står og får ondt i sexlivet. Hver en bevægelse er som en formeludskrevet guide til hvordan man kommer i bukserne på en kvinde.
Men overraskelserne fortsætter med at dryppe som det våde efterårsvejr. Allerede i andet nummer, som (selvfølgelig) hedder "I Lost My Heart On The Dancefloor," kommer to barmfagre, letpåklædte piger ind på scenen. De har kunstigt hår og radierer al den materialisme og overfladiskhed som Laust Sonne helt bevidst benytter sig af. De danser så frækt, at selv Kåre Joensen synes helt forvirret og fumlende bag henholdsvis bas og synth – sin store professionalisme til trods.
Musikken bringer ikke just noget nyt til branchen. Det hele er hørt før, derfor er der naturligvis også en iboende fare for, at det hele falder.
Heldigvis sker det modsatte, det hele er så kitschet og overskudsagtigt, at folk bliver helt vildt glade, imponerede og truffet af det gennemførte udtryk - mens Laust Sonnes skæve smil gør kvinderne varme i kinderne.
Laust Sonne leverede et komprimeret sæt på seks numre, som fungerede som den ultimative opvarmning, trods den store kontrast mellem den metropollignende, narcissistiske frontmand og de blegfede provins-hippier, som var kommet for at se Dúné.
Han får fire stjerner for indhold og attitude - og en enkelt for overraskelsesmomentet.
Setlist
- 1. Intro
- 2. Last Dinosaur in Congo
- 3. Heiress Of Valentina
- 4. John Wayne vs. Mary Chain
- 5. Bloodlines
- 6. Stages
- 7. Let Go Of Your Love
- 8. Everybody Fights
- 9. Revelation
- 10.Victim of The City
- 11. Get it Get it
- 12. 80 Years
- 13. Go Go Valentina
- Ekstra
- 14. Dry Lips
- 15. Time To Leave
I don't know the song everybody fights. where can i find it?
SvarSletI think they mean "everybody fights the lust" ;)
SvarSlethttp://www.youtube.com/watch?v=-5vsbCb_hRQ